Hong Kong.

Til ære for Ulla og familien, kommer her et indlæg om Hong Kong, den skønneste by i verden, set med mine øjne. Hong Kong har mange særværdigheder, en af dem er The Peak, som hvis man er glad for højder, er et must at se, jeg er som bekendt mere interesseret i landjorden og den er mangfoldig i byen. En af de største shoppinggader er Nathan road, alt kan man få og det er billigt og så er de fleste ting ægte, ikke som vi i Zhuhai siger ægte kopier, men ægte varer, når man så omregner fra danske kroner, HK dollaren står i 0,65, ja så sparer man altså mange penge.
Tør man som os, bevæge sig bare lidt rundt på egen hånd, så skal man ikke ret langt fra de store gader, før man pludselig befinder sig i noget, der helt bestemt minder om det gamle Kina, det er ganske pragtfuldt, Hvis man feks. går et stykke forbi Kowloon park, ned mod Ferrystreet og så besøger de små sidegader på højre side, så er der Kina for alle pengene og der er så mange synsindtryk, at cameraet ivrigt må benyttes. Der er desuden museere, parker, templer og hvis man er det humør, gader med brudeudstyr, der er kort sagt alt i Hong Kong.
Husk de kører i venstre side, som både englænderne og som de gør på Macau, lidt forvirrende i starten, men man kommer hurtigt efter det. Der er absolut ingen grund til at frygte Hong Kong ved nattetide, det er mere trygt end i en storby i lille Danmark. God fornøjelse.

Gågaden.

Gågaden eller som den er blevet ømdøbt til " walkingstreet ", meget originalt, er også et dejligt sted at handle, det er som strøget derhjemme, bare billigere, men med de gode butikker, ret profesionelle ekspedienter og et hyggeligt shoppested.
Også i gågaden er der barer og restauranter, men mange af dem er udendørsserveringer og det kræver ikke mindst godt vejr, at besøge dem, knap så morsomt, når regnen vælter ned.
Barerne er virkelig noget for sig selv, små intermistiske blikkasser, hvor pigerne serverer alt drikkeligt mellem himmel og jord, sikkert også andet, men det har jeg ikke benyttet mig af, dog undre jeg mig meget over, at de alle kender min kærestes navn og at de jævnligt kalder på ham, " hello Claus come over here". Ideen med disse blikkasser er jo, at trække penge ud af tørstige folk, men når pigerne skal drikke sammen med os, bliver det meget hurtigt til mange genstande for en ung pige, ikke så fedt at tænke på, at man på den måde hjælper hende til at blive alkoholikker, men som sagt kan vi kun leve i denne verden på godt og ondt.
Der er et andet sted, som vi plejer at drikke en øl eller 2, en dejlig udendørsservering, hvor de har en masse lokalt mad, tarme, blæksprutter, kødboller, pølser og hønsefødder, behøver jeg at sige, vi drikker kun dernede, nej vel...

Undergrunden.

Undergrunden behøver et helt afsnit for sig selv, da man slet ikke forestiller sig, hvor stort og uvirkeligt alt dernede er. Det er et sted, som navnet siger under jorden hvor, hvis jeg skal skyde på et antal butikker, må ligge på et godt stykker over 500, man skal her huske på, at hver en ledig plet, bliver udnyttet og brugt på en for kineserne, meget fornuftig måde, nemlig en butik.
Undergrunden er i 3 plan med neonlys og restauranter og modebutikker samt krimskrams.
Der er mange forskellige, men også mange ens, man skal vide hvad man går derned efter og så skal man kunne " prutte ". Det bliver jeg aldrig mester i, men det er da blevet bedre. Reglen man går efter er simpel, beder de om 100 RMH, ender du på 33 RMH altså en trediedel, lyder jo nemt nok, men altså helt ærligt, så synes jeg jo at selv startprisen er billig, ved jo godt at alt er kopivarer, men når man er ligeglad med mærkevarer, er 75 RMH da billigt for et par jeans. Claus er en " kanonprutter", hvis de ikke bider på krogen første gang, laver han bare " gå væk tricket " og så kommer de løbende efter ham, det ender så med at han får varerne til den rigtige pris, ja og jeg må bare leve med, at jeg aldrig bliver økonomiminister, øv øv.
Undergrunden er klart et besøg hver, hvis man er i nærheden alligevel.

Smoggen og luftfugtigheden.

Så kommer jeg til at berøre et ikke så rart emne, her i Kina, nemlig den uundgåelige smog, den er her og den er til tider så tyk, at man kan føle den fysisk. Vi har som mange andre hernede, marmorfliser på både altanerne og indefor og en masse glasoverflader, meget nemt at se når der trænger til en rengøring, men ret så skræmmende, når kludene er helt sorte af smog og når man ikke kan se ud af vinduerne, fordi de er helt tåget, man kan naturligvis også mærke det i lungerne, så har I i forvejen dårlige lunger, så glem Kina, som et rejsemål.
En anden ting vi nordboer kæmper med, er luftfugtigheden, den er også til stor debat, vi har i perioder haft op til 96% fugtighed, det siger måske ikke alverden, men når man tørrer køkkenbordet af kl. 8 om morgenen og det stadig er vådt kl. 14, eller når vasketøjet hænger ude i 2 dage og er mere vådt, end da det kom ud af maskinen, så kan man tale luftfugtighed så det batter, der er derefter ikke andet at gøre, end at hænge vasketøjet foran varmeapparaterne og forsøge igen dagen efter.
De fleste kinesere holder sig inde døre i dagtimerne, men når mørket bryder frem er alle unge som gamle, på gaderne og især på legepladserne med børnene, det har naturligvis noget at gøre med både, smoggen og luftfugtigheden og solen, når den er her, ingen kineser med respekt for sig selv, er solbrune, tværtimod, de er kridhvide, det er nemlig fint i Kina.

Sundhed og personlig pleje.

I Kina kan man få alt, de går virkelig meget højt op i sundhed, ikke noget vi umiddelbart forbinder med Kina, men alle steder ser man apoteker, hvor man serverer sundhedste, bare du medbringer en beholder, kan du frit tanke te, det smager absolut af ingenting, men Kineserne tror på at det er sundt og tro kan som sagt flytte bjerge.
En anden ting de går op i er personlig pleje, massage, pedicure og alt det vi i Danmark ser som en luxus.
Det er jo klart en af de ting jeg har benyttet mig af, mens jeg har været her, 2 gange om ugen " trænger " jeg altså sådan til massage, ha ha, der er alle former for massage, olie, sten, thai, full body, som inkludere brysterne, for dælen da også, jeg har fået 3 børn, men aldrig har jeg oplevet større smerte end, da jeg fik brystmassage, fy for den lede da og inden I begynder at kigge efter billederne af den seance, kan jeg berolige jer med, de er ikke eksisterende.
Vi har da også prøvet ansigtsbehandlingen, der stort set bare var en bunke cream, de væltede ud i fjæset på os, men først efter en fotoseance, hvor 10 piger kom væltende ind i rummet, med 2-3 mobiler hver, kun for at tage billeder af de underlige hvide mennesker, jo jo man bliver udsat for sjove ting her i Kina.
Samtidig ser man tit de indfødte gå rundt med mundbind, da de er megabange for sygdomme udefra, virkeligt underligt. Mine fødder er foresten dejlig bløde, efter en pedicure.

Macau contra Kina.

Claus går i øjeblikket til tandlægen en gang om ugen pga en rodbehandling, det gør man bedst i enten Hong Kong eller på Macau og vi har så valgt Macau, jeg følger som regel med, så udforsker vi Macau samtidig og har det sjovt.
Macau er jo næsten som Portugal, man føler næsten er man faktisk er i Europa og så har de store flotte bygninger og casinoere og ikke mindst Macau Tower, en inponerende flot bygning, hvor mange ting udspiller sig, bla. Bungy jump, skywalking og Mastclimb, desuden er der biografer, teater og konferencelokaler og en restaurant, der kører den ene vej med en buffet, der kører den anden vej, meget smukt og en oplevelse værd.
Vi har siddet i restauranten, mens de på den anden side af ruden, sprang Bungy jump, hvis man kender mig og min skræk for højder, vi var altså 60 etager oppe, så kan I sikkert godt forestille jer, hvilket chok jeg fik, da jeg ud af øjenkrogen, så en gut give fanden i det hele og bare springe ud i den blå luft, jeg troede jeg ville flå dugen af bordet af bare rædsel og følelsen af mavesækken der når halsen på under 1 sekund, er ikke den bedste reklame for mig og min skræk, men det lykkedes mig omsider at få sækken under kontrol og siden overbevise mig selv om, at det helt bestemt var en oplevelse og en erfaring rigere jeg på kort tid blev.

Guld og grønne skove.

Når man sådan sidder og gennemlæser disse blogs, kan det nemt komme til at lyde, som om vi ikke ejer en eneste bekymring i verden, men det er så langt fra sandheden, som man kan komme, men en ting er at have sine tudeture, en anden er, at abstaherer fra dem og ikke komme til at lyde som en der har fortrudt, det har jeg bestemt ikke, ville faktisk ikke have undværet et minut af alt dette, men fuck hvor er det svært at undvære sine unger og give dem løfter, man ikke er i stand til at overholde alligevel.
Det er frygteligt, at skuffe andre mennesker og især dem der står ens hjerte nær, vil jo gerne redde hele verden, men kan kun leve i den, som alle andre på godt og ondt.
Venskaberne kommer og går, som de altid har haft til vane, men må trods alt sige, at vi har fundet nogle virkelig gode venner hernede og det er en altid en trøst, at have gode venner, når man syntes at det hele ramler, folk der ikke dømmer en, uden først at prøve at forstå bagrunden, det er sgu guld værd.
Hverken Claus eller jeg aner noget om hvordan, vores fremtidige arbejdsliv ser ud derhjemme, men det dyrebareste guld er vores tilsammen 4 unger, der venter på os derhjemme. hold ud unger, vi elsker jer.

Ikea og Metro.

I Guangzhou ligger der også en Ikea, som jeg besøgte, det skal ikke være nogen hemmelighed, at derhjemme er Ikea helt bestemt en af mine favoritbutikker, jeg elsker den simpelthen, alt kan man jo få og for mig er det god kvalitet jeg har fået, men hernede, så langt hjemmefra og se en Ikea, det var bare lykken, jeg var parat til bare at flytte ind i butikken med det samme, jeg fik sgu helt tårer i øjenene, da jeg så skiltet og vadede rundt i butikken i flere timer og bare rørte ved tingene, kald det bare hjemve, men jeg var solgt lige på stedet.
De havde en afdeling med svenske fødevarer, knækbrød og Ahlgrens biler og Marabou, behøver jeg at skrive, at jeg gik totalt amok, nej vel?
Det er med skam at jeg må tilstå, at jeg aldrig har været i en dansk Metrobutik, men i en kinesisk, det var absolut pragtfuldt, alle varerne stod bare der og kaldte på mig, en hel oksemørbrad på 2,5 kg til 200 RHM ca. 150 DK, som ovenikøbet kunne tygges, dejlige varer allesammen, som vi i Danmark tager for givet, men som i Kina er en sjældenhed og folk som vi, der har været her et stykke tid, ser frem til at løbe ind i.
Det var en meget begivenhedsrig dag og en temmelig dyr en af slagsen, men jeg skal aldrig mere tage god kvalitet for givet.

Stoffer og perler.

I Guangzhou, 2,5 timers bilkørsel herfra, ligger det største stofmarked, jeg endnu har set. Det er en 7 etager høj åben bygning, med alle slags stoffer, silke, uld, bomuld, nylon til ingen penge overhovedet, det er et ganske fortræffeligt sted og man kan kun beklage, at man ikke selv syer, men vi købte da en masse stof og fandt en dygtig skrædder, som kun skulle have ca. 200 RMH ca. 150 DK for at sy 2 skjorter til Claus og en kjole til mig, man er næsten helt flov ved tanken og det kan ikke være sidste gang, hun bliver benyttet.
Perlerne er også et syn for guderne, mit eget forhold til perler har altid været ret overfladisk, som alt andet der angår smykker, kan da godt lide dem, men alligevel har man altid nogle favoritter, man vælger og for mig er perler mest til gamle damer, men hold da helt op, hvor var der bare mange, mængden og forskelligheden slog mig næsten omkuld, du godeste hvor var der bare mange, sække fra gulv til loft i en 4 etager bygning, aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig så mange perler, der blev naturligvis handlet lidt ind, til gaver derhjemme, da jeg jo endnu ikke selv er helt så gammel, at jeg er begyndt at gå med perler, kunne nu her nævne nogle som helt klart mener noget andet, men bloggen er min og jeg bestemmer.

Drengene og Zhuhai.

Så endelig ankom de store fra kolde Danmark, efter en meget lang tur, ca 19 timer var de undervejs, glade men trætte. Vi lagde ud med en dejlig nytårsaften på et 5 stjernet hotel, med alt hvad hjertet kunne begærer, Claus havde overrasket os, sammen med 25 andre mennesker var vi blevet indlogeret i en kedelig by, men med det fedeste hotel.
Vi har spist alt fra typisk dansk mad, til det mest exotiske fra alle andre dele af verdenen, været i Macau og i Wanzai, hvor de fik set alle mulige og umulige slags fisk og alle mulige slags mennesker, meget lokalt og meget spændende, de har helt bestemt fået en på opleveren hernede, men dejligst af alt, har dog været bare at se dem, kysse og kramme dem, helt vildt hvor meget man kan savne, når de ikke er inde for rækkevidde.
De store minus i julen, var at Silas blev indlagt med SSSS, en skrækkelig hudsygdom og måtte ligge i isolation, stakkels lille fyr, så er man bare langt væk, når man bor i Kina.
Han kom gudskelov over det, men nemt har det da ikke været.
Venter bare på at tage revance med kyssene til ham, til vi henter ham og Cecilie til februar, men så skal de også få...

Skoene og Claus.

Bliver da lige nødt til, at fortælle om den dag, da Claus sendte mig afsted for, at købe et par sko til ham. Det var en oplevelse af rang.
Jeg tog i Duty free mall, da de jo nok har de bedste ting, ha ha men ikke de billigste. Da jeg langt om længe fandt et par sko, jeg kunne lide og bad om dem i str. 45 ,var de ved at falde bag over af forbavselse, til sammenligning kan jeg fortælle at kineserne måske sniger sig om i str. 40, der er ikke mange store kinesere, nå men jeg foresatte derudaf og endelig efter 2 timer, var heldet med mig og sørme ja, de havde et par pæne sko i str. 45, sorte med snørre, lige som han ville have dem. Clarks, rigtige flotte sko. Pris: 1750 RHM. ca 1500 DK.
Tak skal du bare have, måtte jo bare fortælle ham derefter, at godt nok får jeg meget, både tøj og sko, men jeg købte 7 par Jeans til 400 RHM ca. 300 DK og får støvler til ca. 75 RHM parret ca. 60 DK.
Tror det er sidste gang, jeg bliver sendt ud og købe sko til Claus.
Det er altså ikke alt der er lige billigt i Kina, husk det hvis I kigger forbi!!!

Julen med terroristerne.

Ja, så kom julen til Zhuhai, her er fint pyntet op i hele byen og alle tjenere er enten iført juledragter eller bare nissehuer, men hyggeligt er det.
Vi havde bare planlagt en stille juleaften, kun os 2 gamle, lidt levende lys og gammeldags hygge, men blev i stedet inviteret over til Johnny og Marianne, sammen med 2 andre par og alle deres børn, så vi var 8 voksne og 6 børn og det var så dejligt, skøn dansk julemad og et besøg af selveste julemanden, ungerne var imponeret og en dejlig aften endte først ved 2 tiden om natten.
Vi har sagt ja til at være kattesittere indtil d. 10 januar, da Harry og Pauline er i USA og killingerne er jo så søde og nemme!!!
Allerede d. 22 fik vi terroristerne over, de begynder kl. 05 om morgenen med at bide Claus i tæerne, så går den vilde jagt ellers derudaf et par timer, de stjæler smøret på brødet, går på bordet og hugger dellerne, kradser i sofaen, sover i kattebakken, leger med blomsterne og træder i vandet, de burde drikke af og tramper rundt på pc`en, mens man skriver, bider i ledningerne, snorker lystigt på DVD´en og gemmer sig de mest underlige steder, når man så endelig er ved at panikke vildt over ikke, at kunne finde dem, hører man dem meget svagt inde i køkkenskabet, jo her godt nok gang i de små.
Sjovt nok fik vi at vide, at det var 2 hunkatte de havde købt, men selvfølgelig blev de taget ved næsen der også, det var faktisk meget morsomt, at fortælle dem i USA, at den ene var en HE og ikke en SHE og ved endnu ikke om de er kommet sig over chokket, men søde er de jo, de små!!!

Trafikken og sproget.

Trafikken her er et mareridt af dimensioner, tro mig når jeg siger mareridt er det altså ikke løgn, de kører som død og helvede, alt for stærkt og uden regler af nogen slags, det drejer sig bare om at komme først, de vigtigste redskaber på bilen er speederen og hornet og begge dele bliver brugt lige meget, fodgængerne springer bogstaveligt talt for livet hver gang, der er en bil i sigte og det er der hele tiden. Taxier er for os helt uundværlige og vi bruger dem flittigt, men det er ikke helt nemt, især når man ikke taler samme sprog.
Når man så som udlænding, hele tiden får at vide, at man skal tale deres sprog og være integreret, som vi danskere ynder, at fortælle alle andre at vi jo er, det er en fed løgn, sproget er ikke noget sprog, men tilbage til det oprindelige her, sætter sig ind i en taxa og siger, tror man selv, på flydende kinesisk " Huafa Xin Cheng " og chaufføren knækker sammen af grin og fandme griner alle 8 km hjem, så er der noget der ikke stemmer helt.
Hvor stor sandsynlighed er der forøvrigt for, at lille mig i en by på 1,5 mill indbyggere, hvoraf ca. 20.000 er taxachauffører, kommer til at kører med samme grinebidder op til flere gange, ikke stor vel? men ikke desto mindre, jo det er sket ikke mindre end 4 gange, han er altså en belastning.

Tyvebander og kællingen.

Alle der kender mig personligt, ved at jeg har stemme som en skærebrænder, det har til tider været lidt anstrengende, men hernede er der intet, der er så skidt at det ikke er godt for noget andet, som feks. da jeg var udsat for et tasketyveri, på vej ind på en restaurant og ikke kunne få tasken med ind af døren, da der hang en 15 årig kineser fast i den anden ende, jeg reagerede ved at åbne munden og ud af den kom der en lyd, der kunne få selv Formand Mao til at vende sig i graven og knægten blev så forskrækket, at han tabte min pung og ikke fik taget noget som helst, det var en oplevelse, der var af de mindre gode, men det er jo rart at kunne tage vare på sig selv, kun med sin stemme.
Claus styrtede derefter bag ham og løftede ham op i en arm, mens knægten skreg ok ok ok og tilkaldte dermed resten af tyvegruppen, der gjorde sig klar til angreb, men mere blev det gudskelov ikke til.
Dette lille optrin resulterede i, at vi nu nyder en vis respekt i området hvor det skete, det er da meget godt gået, af en skærebrænderstemme.

Kinesere og manerer.

Hvem har opfundet manerer? en kanon opfindelse forøvrigt, bare synd at så mange millioner kinesere ikke aner hvad det er.
Alle spytter, nej det er ikke det rigtige udtryk, snotter og det er big time på gaden, i butikkerne, i taxierne, på restauranterne, ja alle steder, de største, mest ulækre, slimede snotklatter, der bare venter på at ens sko, skal komme i kontakt med dem, det er da det mest klamme jeg nogensinde har oplevet, det værste var dog, da vi en dag tog en taxa, den var en varm dag og alle vinduerne stod åbne, vi sad på bagsædet og chaufføren trak en kæmpesnotter i land og så naturligt som noget, bare fyrede den af ud af vinduet, 10 cm fra mit ansigt.
Hvis jeg kommer i spjældet hernede er det grunden, for fanden da, så opfør jer dog ordentligt, jeg var først dybt chokkeret og siden satte det almindelige jeg ind og jeg blev eddertosset.
Det er muligt, at der er danskere der ikke kender til Emma Gad, men tro mig, der er helt bestemt flere kinesere.
Det er da ok, at stå i en kø og der er voksne, der lige slipper en lille vind, men snotning er ikke ok, for mig.

Toiletterne.

Som nogle af jer allerede har læst på mail, er her toiletter som kun er huller i jorden, de såkaldte tyrkiske toiletter ( hvorfor tyrkiske, har tyrkerne opfundet dem? ) de er ikke de nemmeste i verden at benytte, slet ikke hvis man som mig, er stiv i kroppen som et lig, kan slet ikke få mit højre knæ til at lystre i den stilling.
Hip hurra for McDonald, de har da i det mindste toiletter, som selv os der ikke er superatleter, kan benytte, dog er køen ulidelig lang og skiltene ovenover henstiller venligst, til ikke at stå på kummen, det er sgu da humor, specielt når det er skrevet på engelsk, hvem tror de egentlig der står op på kummen?

Beaukrati.

Folk som har været udstationeret i Kina og som har ment, at det var nemt, er fulde af løgn, så er det sagt, intet er nemt her, intet er heller ikke uoverskueligt, men nemt bliver det aldrig, der er simpelthen alt for meget beaukrati, tænk jer, bare vi skal til Macau, en gammel portugisisk koloniø, vi kan gå derover, for himlens skyld, skal vi igennem sundhedscheck og paskontrol og skrive sundhedspapirer og stå i kø i timevis og hvis der er noget kineserne ikke kender, så er det køkultur, det er nok det største fremmedord for dem.
Man kan også vælge den nemme tur til Macau, nemlig at sejle derover, koster kun 10 RMH, ca. 7.50 DK., men sundhedschekket og paskontrollen og papirerne er det samme, men der er ikke så mange kinesere, da det jo koster penge.
De stempler passet hver gang og nu er det jeg tænker på ,om der mon vil være sider nok i mit pas til at holde de 10 år mit pas gør, hmm.
Facebook er censureret i Kina og vi skal over en dansk server, hver gang vi skal på, men bare rolig her i Kina sidder der hver dag 80.000 mennesker og læser mails, så vi er i gode hænder, ha ha.

Huafa Xin Cheng.

Vores fremtidige adresse er nu blevet en realitet, det blev så et ja til Kina i 6 mdr. Ungerne har nærmest smidt mig ud af lejligheden, de vil gerne klare sig selv og ja jeg har da tillid til dem, men hold da op, hvor bliver det bare så meget anderledes, end vi er vant til.
Jeg skal for det første, prøve ikke at skulle lave noget som helst fornuftigt, andet end at pleje mig selv og Claus, ja ok han er også stor men alligevel, man kunne jo komme til at kede sig, nej ikke mig, keder mig aldrig, sætter faktisk en ære i altid at kunne beskæftige mig selv.
Claus har lange arbejdsdage hernede, så der er god tid, til at finde venner og gudskelov er vi ikke de eneste expacts, der er her, her er mange med familier, koner og børn, de er søde og rare og meget hjælpsomme, men når man ikke selv har små børn med, skal der en del til, for at belemre dem i tide og utide, så er det bedre at søge dem uden børn, det har vi gjort og det fungere godt.
Man kan sige meget om vores måde, at leve på derhjemme, men her i Kina har vi fundet ud af den simple måde, hvem har brug for et komfur med 4 kogeplader, når vi her kan klare den med et gasblus og 2 kogesteder, 6 tallerker og ikke 16, vi klarer det fint med det simple i Kina.

Lugtene og menneskerne.

Grand Bay View, et dejligt hotel, med alt hvad hjertet kan begære, en Kingsize bed, daglig rengøring og tøjvask, leveret lige til døren, jeg kunne godt vænne mig til dette....
5 min. gang fra hotellet ligger barstreet, ja den hedder den faktisk, der er som navnet siger barer, restauranter, butikker i alle afskygninger og der er mennesker og diverse lugte, tænk på her er 35 gr. varme og her lugter mere af lort end af lagkage, men her er bestemt også flere røvhuller end her er bagere.
Ingen af de lokale taler et ord engelsk, men alle er utroligt søde og meget venlige, men de glor, glor som om jeg er fra en anden planet, på mit hår, mine øjne og værst af alt mine bryster, når jeg siger glor, er det stirren og det er absolut, så man bliver helt ved siden af sig selv, hvis de kunne ville de sætte sig på skødet af mig og glo, de har simpelthen ingen hæmninger overhovedet, vi kan jo kun grine af det, men tro mig, det er fandme meget anderledes end Danmark.
Trafikken er en historie for sig selv og må komme på et andet tidspunkt, men søde venner, glæd jer over vi har færdselsregler og følg dem, please.

Tålmodighed er en dyd.

Vel ankommet til Hong Kong, lettere øm alle steder, den nok største lufthavn jeg til dato har set, igennem paskontrollen og sundhedschekket og ud igennem imigrationsslusen, min første store fejl, skulle have taget undergrundsbanen til næste terminal, hvor jeg skulle have købt en billet til færgen, nå pyt, jeg kom ud til den største forvirring nogensinde, min mobil var ved at løbe tør for strøm og Claus ringede hele tiden.
Var ved at opgive efter 2 timer, hvor jeg hele tiden kom tilbage til start, følte mig efterhånden som en brik i et ludospil. Til sidst besluttede jeg mig for, at enten måtte det briste eller bære og jeg satte mig i en taxa og bedte til, at jeg ville ende ved den rigtige færgeterminal, det gjorde jeg, ca. 300 HK Dollar fattigere.
70 min. senere så jeg til min fryd, min store kærlighed vente på mig, for enden af endnu et sundhedschek og en paskontrol, en gennemlysning af baggage og endnu en høj lyd, da jeg igen skulle igennem en metaldetektor, den 3 af slagsen siden Kastrup, som ja minsanten hylede igen, fandens til bøjle BH, første lektion i tålmodighed, ikke lige min stærkeste side i forvejen.

Kærlighed og kildevand.

Denne første fortælling begynder allerede i september 2009, da Claus fik mulighed for at blive udstationeret i Zhuhai i Kina.
Inden da havde han i 6 mdr., rejst frem og tilbage mellem Kina og Danmark, ikke det sjoveste, når man som os var og er nyforelsket, men det var så grunden til, at hvis Claus skulle afsted igen, ville han have mig med.
Det lyder jo som fryd og gammen, men der var småting som arbejde, børn og udgifter, der skulle på plads først, ikke så fandens nemt som man skulle tro, men det lykkedes til sidst og her er vi så.
Min allerførste tur, inspektionsturen, begyndte d.16 sep, med dejligt vejr i Helsingør, afhentning på adressen til lufthavnen, hurtig indcheckning af baggage og derefter lidt ventetid, før jeg skulle ud til flyet, det mindste fly jeg nogensinde havde set med egne øjne, det skulle flyve mig og 25 andre mennesker til Munchen, hvor jeg skulle mellemlande.
Vel ankommet til Munchen, blev jeg som den eneste, der skulle videre til Hong Kong, hentet i en bus til 15 personer, i den ene terminal og fragtet til den næste, hvorfra det enorme fly skulle taxie ud fra, knap 15 min før afgang.
Efter en flyvetur på ca. 13 timer, hvoraf jeg var røvballedød allerede efter 2 timer og havde ondt i ryggen af samme siddestilling og i maven af hele tiden at spise, ankom jeg endelig til Hong Kong.