Huafa Xin Cheng.

Huafa Xin Cheng.
Udsigten fra vores altan.

Lost City.

Lost City.

Zhuhai.

Zhuhai.
Massøren venter på kunder.

søndag den 20. december 2009

Trafikken og sproget.

Trafikken her er et mareridt af dimensioner, tro mig når jeg siger mareridt er det altså ikke løgn, de kører som død og helvede, alt for stærkt og uden regler af nogen slags, det drejer sig bare om at komme først, de vigtigste redskaber på bilen er speederen og hornet og begge dele bliver brugt lige meget, fodgængerne springer bogstaveligt talt for livet hver gang, der er en bil i sigte og det er der hele tiden. Taxier er for os helt uundværlige og vi bruger dem flittigt, men det er ikke helt nemt, især når man ikke taler samme sprog.
Når man så som udlænding, hele tiden får at vide, at man skal tale deres sprog og være integreret, som vi danskere ynder, at fortælle alle andre at vi jo er, det er en fed løgn, sproget er ikke noget sprog, men tilbage til det oprindelige her, sætter sig ind i en taxa og siger, tror man selv, på flydende kinesisk " Huafa Xin Cheng " og chaufføren knækker sammen af grin og fandme griner alle 8 km hjem, så er der noget der ikke stemmer helt.
Hvor stor sandsynlighed er der forøvrigt for, at lille mig i en by på 1,5 mill indbyggere, hvoraf ca. 20.000 er taxachauffører, kommer til at kører med samme grinebidder op til flere gange, ikke stor vel? men ikke desto mindre, jo det er sket ikke mindre end 4 gange, han er altså en belastning.