Tålmodighed er en dyd.

Vel ankommet til Hong Kong, lettere øm alle steder, den nok største lufthavn jeg til dato har set, igennem paskontrollen og sundhedschekket og ud igennem imigrationsslusen, min første store fejl, skulle have taget undergrundsbanen til næste terminal, hvor jeg skulle have købt en billet til færgen, nå pyt, jeg kom ud til den største forvirring nogensinde, min mobil var ved at løbe tør for strøm og Claus ringede hele tiden.
Var ved at opgive efter 2 timer, hvor jeg hele tiden kom tilbage til start, følte mig efterhånden som en brik i et ludospil. Til sidst besluttede jeg mig for, at enten måtte det briste eller bære og jeg satte mig i en taxa og bedte til, at jeg ville ende ved den rigtige færgeterminal, det gjorde jeg, ca. 300 HK Dollar fattigere.
70 min. senere så jeg til min fryd, min store kærlighed vente på mig, for enden af endnu et sundhedschek og en paskontrol, en gennemlysning af baggage og endnu en høj lyd, da jeg igen skulle igennem en metaldetektor, den 3 af slagsen siden Kastrup, som ja minsanten hylede igen, fandens til bøjle BH, første lektion i tålmodighed, ikke lige min stærkeste side i forvejen.

Kærlighed og kildevand.

Denne første fortælling begynder allerede i september 2009, da Claus fik mulighed for at blive udstationeret i Zhuhai i Kina.
Inden da havde han i 6 mdr., rejst frem og tilbage mellem Kina og Danmark, ikke det sjoveste, når man som os var og er nyforelsket, men det var så grunden til, at hvis Claus skulle afsted igen, ville han have mig med.
Det lyder jo som fryd og gammen, men der var småting som arbejde, børn og udgifter, der skulle på plads først, ikke så fandens nemt som man skulle tro, men det lykkedes til sidst og her er vi så.
Min allerførste tur, inspektionsturen, begyndte d.16 sep, med dejligt vejr i Helsingør, afhentning på adressen til lufthavnen, hurtig indcheckning af baggage og derefter lidt ventetid, før jeg skulle ud til flyet, det mindste fly jeg nogensinde havde set med egne øjne, det skulle flyve mig og 25 andre mennesker til Munchen, hvor jeg skulle mellemlande.
Vel ankommet til Munchen, blev jeg som den eneste, der skulle videre til Hong Kong, hentet i en bus til 15 personer, i den ene terminal og fragtet til den næste, hvorfra det enorme fly skulle taxie ud fra, knap 15 min før afgang.
Efter en flyvetur på ca. 13 timer, hvoraf jeg var røvballedød allerede efter 2 timer og havde ondt i ryggen af samme siddestilling og i maven af hele tiden at spise, ankom jeg endelig til Hong Kong.