Skoene og Claus.

Bliver da lige nødt til, at fortælle om den dag, da Claus sendte mig afsted for, at købe et par sko til ham. Det var en oplevelse af rang.
Jeg tog i Duty free mall, da de jo nok har de bedste ting, ha ha men ikke de billigste. Da jeg langt om længe fandt et par sko, jeg kunne lide og bad om dem i str. 45 ,var de ved at falde bag over af forbavselse, til sammenligning kan jeg fortælle at kineserne måske sniger sig om i str. 40, der er ikke mange store kinesere, nå men jeg foresatte derudaf og endelig efter 2 timer, var heldet med mig og sørme ja, de havde et par pæne sko i str. 45, sorte med snørre, lige som han ville have dem. Clarks, rigtige flotte sko. Pris: 1750 RHM. ca 1500 DK.
Tak skal du bare have, måtte jo bare fortælle ham derefter, at godt nok får jeg meget, både tøj og sko, men jeg købte 7 par Jeans til 400 RHM ca. 300 DK og får støvler til ca. 75 RHM parret ca. 60 DK.
Tror det er sidste gang, jeg bliver sendt ud og købe sko til Claus.
Det er altså ikke alt der er lige billigt i Kina, husk det hvis I kigger forbi!!!

Julen med terroristerne.

Ja, så kom julen til Zhuhai, her er fint pyntet op i hele byen og alle tjenere er enten iført juledragter eller bare nissehuer, men hyggeligt er det.
Vi havde bare planlagt en stille juleaften, kun os 2 gamle, lidt levende lys og gammeldags hygge, men blev i stedet inviteret over til Johnny og Marianne, sammen med 2 andre par og alle deres børn, så vi var 8 voksne og 6 børn og det var så dejligt, skøn dansk julemad og et besøg af selveste julemanden, ungerne var imponeret og en dejlig aften endte først ved 2 tiden om natten.
Vi har sagt ja til at være kattesittere indtil d. 10 januar, da Harry og Pauline er i USA og killingerne er jo så søde og nemme!!!
Allerede d. 22 fik vi terroristerne over, de begynder kl. 05 om morgenen med at bide Claus i tæerne, så går den vilde jagt ellers derudaf et par timer, de stjæler smøret på brødet, går på bordet og hugger dellerne, kradser i sofaen, sover i kattebakken, leger med blomsterne og træder i vandet, de burde drikke af og tramper rundt på pc`en, mens man skriver, bider i ledningerne, snorker lystigt på DVD´en og gemmer sig de mest underlige steder, når man så endelig er ved at panikke vildt over ikke, at kunne finde dem, hører man dem meget svagt inde i køkkenskabet, jo her godt nok gang i de små.
Sjovt nok fik vi at vide, at det var 2 hunkatte de havde købt, men selvfølgelig blev de taget ved næsen der også, det var faktisk meget morsomt, at fortælle dem i USA, at den ene var en HE og ikke en SHE og ved endnu ikke om de er kommet sig over chokket, men søde er de jo, de små!!!

Trafikken og sproget.

Trafikken her er et mareridt af dimensioner, tro mig når jeg siger mareridt er det altså ikke løgn, de kører som død og helvede, alt for stærkt og uden regler af nogen slags, det drejer sig bare om at komme først, de vigtigste redskaber på bilen er speederen og hornet og begge dele bliver brugt lige meget, fodgængerne springer bogstaveligt talt for livet hver gang, der er en bil i sigte og det er der hele tiden. Taxier er for os helt uundværlige og vi bruger dem flittigt, men det er ikke helt nemt, især når man ikke taler samme sprog.
Når man så som udlænding, hele tiden får at vide, at man skal tale deres sprog og være integreret, som vi danskere ynder, at fortælle alle andre at vi jo er, det er en fed løgn, sproget er ikke noget sprog, men tilbage til det oprindelige her, sætter sig ind i en taxa og siger, tror man selv, på flydende kinesisk " Huafa Xin Cheng " og chaufføren knækker sammen af grin og fandme griner alle 8 km hjem, så er der noget der ikke stemmer helt.
Hvor stor sandsynlighed er der forøvrigt for, at lille mig i en by på 1,5 mill indbyggere, hvoraf ca. 20.000 er taxachauffører, kommer til at kører med samme grinebidder op til flere gange, ikke stor vel? men ikke desto mindre, jo det er sket ikke mindre end 4 gange, han er altså en belastning.

Tyvebander og kællingen.

Alle der kender mig personligt, ved at jeg har stemme som en skærebrænder, det har til tider været lidt anstrengende, men hernede er der intet, der er så skidt at det ikke er godt for noget andet, som feks. da jeg var udsat for et tasketyveri, på vej ind på en restaurant og ikke kunne få tasken med ind af døren, da der hang en 15 årig kineser fast i den anden ende, jeg reagerede ved at åbne munden og ud af den kom der en lyd, der kunne få selv Formand Mao til at vende sig i graven og knægten blev så forskrækket, at han tabte min pung og ikke fik taget noget som helst, det var en oplevelse, der var af de mindre gode, men det er jo rart at kunne tage vare på sig selv, kun med sin stemme.
Claus styrtede derefter bag ham og løftede ham op i en arm, mens knægten skreg ok ok ok og tilkaldte dermed resten af tyvegruppen, der gjorde sig klar til angreb, men mere blev det gudskelov ikke til.
Dette lille optrin resulterede i, at vi nu nyder en vis respekt i området hvor det skete, det er da meget godt gået, af en skærebrænderstemme.

Kinesere og manerer.

Hvem har opfundet manerer? en kanon opfindelse forøvrigt, bare synd at så mange millioner kinesere ikke aner hvad det er.
Alle spytter, nej det er ikke det rigtige udtryk, snotter og det er big time på gaden, i butikkerne, i taxierne, på restauranterne, ja alle steder, de største, mest ulækre, slimede snotklatter, der bare venter på at ens sko, skal komme i kontakt med dem, det er da det mest klamme jeg nogensinde har oplevet, det værste var dog, da vi en dag tog en taxa, den var en varm dag og alle vinduerne stod åbne, vi sad på bagsædet og chaufføren trak en kæmpesnotter i land og så naturligt som noget, bare fyrede den af ud af vinduet, 10 cm fra mit ansigt.
Hvis jeg kommer i spjældet hernede er det grunden, for fanden da, så opfør jer dog ordentligt, jeg var først dybt chokkeret og siden satte det almindelige jeg ind og jeg blev eddertosset.
Det er muligt, at der er danskere der ikke kender til Emma Gad, men tro mig, der er helt bestemt flere kinesere.
Det er da ok, at stå i en kø og der er voksne, der lige slipper en lille vind, men snotning er ikke ok, for mig.

Toiletterne.

Som nogle af jer allerede har læst på mail, er her toiletter som kun er huller i jorden, de såkaldte tyrkiske toiletter ( hvorfor tyrkiske, har tyrkerne opfundet dem? ) de er ikke de nemmeste i verden at benytte, slet ikke hvis man som mig, er stiv i kroppen som et lig, kan slet ikke få mit højre knæ til at lystre i den stilling.
Hip hurra for McDonald, de har da i det mindste toiletter, som selv os der ikke er superatleter, kan benytte, dog er køen ulidelig lang og skiltene ovenover henstiller venligst, til ikke at stå på kummen, det er sgu da humor, specielt når det er skrevet på engelsk, hvem tror de egentlig der står op på kummen?

Beaukrati.

Folk som har været udstationeret i Kina og som har ment, at det var nemt, er fulde af løgn, så er det sagt, intet er nemt her, intet er heller ikke uoverskueligt, men nemt bliver det aldrig, der er simpelthen alt for meget beaukrati, tænk jer, bare vi skal til Macau, en gammel portugisisk koloniø, vi kan gå derover, for himlens skyld, skal vi igennem sundhedscheck og paskontrol og skrive sundhedspapirer og stå i kø i timevis og hvis der er noget kineserne ikke kender, så er det køkultur, det er nok det største fremmedord for dem.
Man kan også vælge den nemme tur til Macau, nemlig at sejle derover, koster kun 10 RMH, ca. 7.50 DK., men sundhedschekket og paskontrollen og papirerne er det samme, men der er ikke så mange kinesere, da det jo koster penge.
De stempler passet hver gang og nu er det jeg tænker på ,om der mon vil være sider nok i mit pas til at holde de 10 år mit pas gør, hmm.
Facebook er censureret i Kina og vi skal over en dansk server, hver gang vi skal på, men bare rolig her i Kina sidder der hver dag 80.000 mennesker og læser mails, så vi er i gode hænder, ha ha.

Huafa Xin Cheng.

Vores fremtidige adresse er nu blevet en realitet, det blev så et ja til Kina i 6 mdr. Ungerne har nærmest smidt mig ud af lejligheden, de vil gerne klare sig selv og ja jeg har da tillid til dem, men hold da op, hvor bliver det bare så meget anderledes, end vi er vant til.
Jeg skal for det første, prøve ikke at skulle lave noget som helst fornuftigt, andet end at pleje mig selv og Claus, ja ok han er også stor men alligevel, man kunne jo komme til at kede sig, nej ikke mig, keder mig aldrig, sætter faktisk en ære i altid at kunne beskæftige mig selv.
Claus har lange arbejdsdage hernede, så der er god tid, til at finde venner og gudskelov er vi ikke de eneste expacts, der er her, her er mange med familier, koner og børn, de er søde og rare og meget hjælpsomme, men når man ikke selv har små børn med, skal der en del til, for at belemre dem i tide og utide, så er det bedre at søge dem uden børn, det har vi gjort og det fungere godt.
Man kan sige meget om vores måde, at leve på derhjemme, men her i Kina har vi fundet ud af den simple måde, hvem har brug for et komfur med 4 kogeplader, når vi her kan klare den med et gasblus og 2 kogesteder, 6 tallerker og ikke 16, vi klarer det fint med det simple i Kina.

Lugtene og menneskerne.

Grand Bay View, et dejligt hotel, med alt hvad hjertet kan begære, en Kingsize bed, daglig rengøring og tøjvask, leveret lige til døren, jeg kunne godt vænne mig til dette....
5 min. gang fra hotellet ligger barstreet, ja den hedder den faktisk, der er som navnet siger barer, restauranter, butikker i alle afskygninger og der er mennesker og diverse lugte, tænk på her er 35 gr. varme og her lugter mere af lort end af lagkage, men her er bestemt også flere røvhuller end her er bagere.
Ingen af de lokale taler et ord engelsk, men alle er utroligt søde og meget venlige, men de glor, glor som om jeg er fra en anden planet, på mit hår, mine øjne og værst af alt mine bryster, når jeg siger glor, er det stirren og det er absolut, så man bliver helt ved siden af sig selv, hvis de kunne ville de sætte sig på skødet af mig og glo, de har simpelthen ingen hæmninger overhovedet, vi kan jo kun grine af det, men tro mig, det er fandme meget anderledes end Danmark.
Trafikken er en historie for sig selv og må komme på et andet tidspunkt, men søde venner, glæd jer over vi har færdselsregler og følg dem, please.

Tålmodighed er en dyd.

Vel ankommet til Hong Kong, lettere øm alle steder, den nok største lufthavn jeg til dato har set, igennem paskontrollen og sundhedschekket og ud igennem imigrationsslusen, min første store fejl, skulle have taget undergrundsbanen til næste terminal, hvor jeg skulle have købt en billet til færgen, nå pyt, jeg kom ud til den største forvirring nogensinde, min mobil var ved at løbe tør for strøm og Claus ringede hele tiden.
Var ved at opgive efter 2 timer, hvor jeg hele tiden kom tilbage til start, følte mig efterhånden som en brik i et ludospil. Til sidst besluttede jeg mig for, at enten måtte det briste eller bære og jeg satte mig i en taxa og bedte til, at jeg ville ende ved den rigtige færgeterminal, det gjorde jeg, ca. 300 HK Dollar fattigere.
70 min. senere så jeg til min fryd, min store kærlighed vente på mig, for enden af endnu et sundhedschek og en paskontrol, en gennemlysning af baggage og endnu en høj lyd, da jeg igen skulle igennem en metaldetektor, den 3 af slagsen siden Kastrup, som ja minsanten hylede igen, fandens til bøjle BH, første lektion i tålmodighed, ikke lige min stærkeste side i forvejen.

Kærlighed og kildevand.

Denne første fortælling begynder allerede i september 2009, da Claus fik mulighed for at blive udstationeret i Zhuhai i Kina.
Inden da havde han i 6 mdr., rejst frem og tilbage mellem Kina og Danmark, ikke det sjoveste, når man som os var og er nyforelsket, men det var så grunden til, at hvis Claus skulle afsted igen, ville han have mig med.
Det lyder jo som fryd og gammen, men der var småting som arbejde, børn og udgifter, der skulle på plads først, ikke så fandens nemt som man skulle tro, men det lykkedes til sidst og her er vi så.
Min allerførste tur, inspektionsturen, begyndte d.16 sep, med dejligt vejr i Helsingør, afhentning på adressen til lufthavnen, hurtig indcheckning af baggage og derefter lidt ventetid, før jeg skulle ud til flyet, det mindste fly jeg nogensinde havde set med egne øjne, det skulle flyve mig og 25 andre mennesker til Munchen, hvor jeg skulle mellemlande.
Vel ankommet til Munchen, blev jeg som den eneste, der skulle videre til Hong Kong, hentet i en bus til 15 personer, i den ene terminal og fragtet til den næste, hvorfra det enorme fly skulle taxie ud fra, knap 15 min før afgang.
Efter en flyvetur på ca. 13 timer, hvoraf jeg var røvballedød allerede efter 2 timer og havde ondt i ryggen af samme siddestilling og i maven af hele tiden at spise, ankom jeg endelig til Hong Kong.